DUM, statistik og medietillid

DUM, statistik og medietillid
af

Statistik kan mistolkes og misbruges, men kan ikke undværes i beslutningsprocessen.

I forrige uge skrev konstitueret chefredaktør, Anna Libak, en klumme om de nationalkonservative som vor tids revolutionære. De nye revolutionære bekæmper eliten og de løgnagtige mainstream medier (forkortet MSM) gennem oprettelsen af nye alternative medier, som Libak med slet skjult sarkasme samlet set forkorter DUM (De Uautoriserede Medier).

Og på sin blog, Værdikampen, på b.dk skrev Mikkel Andersson så i torsdags et indlæg om den ophedede diskussion i Sverige om, hvorvidt man skal opdatere statistikken om kriminaliteten blandt indvandrere. Den er nemlig ikke blevet opdateret siden 2005, og den svenske regering har meddelt, at den ikke ser noget formål med en opdatering.

Sveriges Televisions nyhedsmagasin, Agenda, tog emnet op, men da ingen politikere fra de regeringsbærende partier havde ønsket at deltage, stod diskussionen mellem Mattias Karlsson fra det nationalkonservative parti, Sverigedemokraterna, og professor i kriminologi Jerzy Sarnecki. Når man som jeg er belastet af en mere end almindelig begejstring for tal, så var det lidt syret at opleve en professor argumentere for, at der ikke er behov for en opdateret statistik indenfor hans forskningsområde!

Jeg er med på, at statistik kan mistolkes og -bruges, men hvis det er et validt argument for slet ikke at bedrive statistik, så vil der snart ikke blive truffet ret mange evidensbaserede beslutninger i centraladministrationen! Samtidig er det vel rimeligt at antage, at beslutningen om ikke at offentliggøre denne statistik er med til at nære de nationalkonservatives skepsis overfor eliten og de traditionelle medier (MSM).

Jeg har da også med stille undren fulgt forskellene i fremkomsten af nye medier i Danmark og Sverige i de senere år. Vist har vi set Den Korte Avis markere sig i Danmark, men de mest markante nye medievirksomheder er vel snarere titler som Føljeton, POV International og Zetland – medier, som ingen vel vil beskylde for at være nationalkonserverende! Omvendt i Sverige, hvor en række nationalkonservative medier med titler som Avpixlat og Fria Tidar i spidsen er slået stærkt igennem.

For et lille års tid gennemførte jeg selv en måling af, hvordan befolkningerne i syv europæiske lande så på mediedækningen af en række stofområder – herunder flygtninge og indvandrere. I Danmark udmærkede medierne sig ved at blive betragtet som værende rimeligt balancerede, mens mediernes dækning i Sverige i høj grad blev vurderet som værende venstreorienteret. Ligeledes kan jeg i mine daglige målinger af medievirksomhedernes omdømme se, at de traditionelle medievirksomheder i Sverige tog et ordentligt imagedyk i efteråret 2015 med den store indvandring og helomvendingen i den svenske flygtningepolitik - et dyk som de siden har haft svært ved at overvinde.

Så, for at blive i Anna Libaks terminologi, synes befolkningens tillid til, at MSM medierne rapporterer objektivt at være afgørende for DUM mediernes vækstmuligheder - og så en opdateret statistik, vil jeg tilføje. Lad mig afslutte med at citere Mikkel Andersson: 

"Det ville være komisk, hvis ikke det var så alvorligt, at store dele af det officielle Sverige stadig tror, at hvis man blot tilbageholder fakta fra befolkningen, så forsvinder diskussionen. Det gør den ikke."

PA Images

Læs vores community-regler, før du opretter et opslag.
af