Danskerne er splittede omkring shoppedage

Danskerne er splittede omkring shoppedage
af

Halvdelen af danskerne benyttede sig af et Black Friday-tilbud i år, men det er bestemt ikke alle, der bryder sig om forbrugsdagen. Det viser en ny YouGov-undersøgelse.

Næsten alle danskere kender til den amerikanske shoppedag, Black Friday (98%), som dog ifølge betalingsselskabet Nets ikke fik lige så mange til at svinge betalingskortet i år. Der blev solgt for 1,94 milliarder kroner på Black Friday. Det er otte procent mindre end sidste år. 

Black Friday - Singles Day

Halvdelen af danskerne (46%) benyttede sig dog af et Black Friday-tilbud i år, og mange fik måske købt årets første julegaver. Hver fjerde synes i hvert fald, at Black Friday er en god anledning til at købe julegaver. Det er især kvinder (50% mod 42% af mændene), der har benyttet sig af et Black Friday-tilbud og de 18-29 årige (59% mod 35% i alderen 60+).

Holdning til Black Friday

Shoppedagen splitter dog danskerne, og næsten halvdelen (44%) bryder sig ikke om, at Black Friday giver anledning til at forbruge mere. Hver fjerde (23%) mener til gengæld, at det er en god måde at spare penge på.

Singles Day er måske på vej til slå igennem i Danmark

YouGov har også undersøgt, hvor mange danskere, der kender det kinesisk udsalgsfænomen Singles Day (11/11), som er Kinas modsvar til Black Friday. I modsætning til Black Friday, som varsler begyndelsen på julesalget, handler Single Day om selvforkælelse, men det budskab er ikke nået ud til de danske forbrugere i samme omfang. Hver anden dansker har dog hørt om Singles Day, og 5% har benyttet sig af et Singles Day-tilbud.

En analyse fra Foreningen for Dansk Internethandel viser, at 13 % af de danske netbutikker i år hoppede med på Singles Day, hvilket var en markant stigning i forhold til sidste år, hvor blot 2,9% af netbutikkerne kørte med Singles Day-tilbud. Noget tyder altså på, at Single Day er kommet for at blive, og at kendskabet og interessen vil vokse de kommende år.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen om Singles Day er baseret på 1045 interview med repræsentativt udvalgte personer fra YouGov Panelet i alderen 18+ år. Data er indsamlet fra perioden 12. november til 14. november 2018.

Undersøgelsen om Black Friday er baseret på 1018 interview med repræsentativt udvalgte personer fra YouGov Panelet i alderen 18+ år. Data er indsamlet fra perioden 24. november til 26. november 2018. 

 

Læs vores community-regler, før du opretter et opslag.