Hvilke pengespil foretrækker danskerne?

Hvilke pengespil foretrækker danskerne?

Mange danskere prøver fra tid til anden lykken med pengespil, men hvordan ser de på de mange nye spilleudbydere på markedet såvel som de traditionelle, og hvilke pengespil foretrækker de?

Danskerne spiller online som aldrig før og bruger milliarder hos spiludbyderne. Siden spilleloven anno 2012 blev indført, har det danske spillemarked gennemgået store forandringer, og YouGov har derfor set nærmere på danskernes kendskab og holdning til pengespil.

Top 20 spiludbyder efter indtryk 

Selvom medielandskabet er præget af mange udenlandske spiludbydere, der reklamerer for casino, betting og bingo på TV, online og busser, er det stadig Danske Spils lotterier (Lotto og EUROJACKPOT) og de gamle, traditionelle lotterier, som Klasselotteriet, Landbrugslotteriet og Varelotteriet, der ligger i toppen målt på både kendskab og overordnet indtryk.

Der er faktisk ingen udenlandske spiludbydere med en positiv netscore på indtryk blandt danskerne. Og bunden af top 20 består af udenlandske poker- og bettingudbydere.   

Top 20 spiludbydere efter værdi for pengene

Selvom danskerne har et godt indtryk af Danske Spils mange pengespil, så skyldes det ikke, at de vurderer, at de har de bedste vinderchancer her. Danske Spil taber til Klasselotteriet, Landbrugslotteriet og Varelotteriet målt på værdi for pengene.

Heller ikke målt på værdi for pengene klarer de udenlandske spiludbydere sig godt, men der er en gruppe af danskere, som de klarer sig bedre hos.

De unge sportsinteresserede mænd er langt mere positivt indstillede overfor bettingspil generelt. Vi har set nærmere på denne målgruppe ved hjælp af segmenteringsværktøjet YouGov Profiles*.

Profil af en spiller (betting)

Målgruppen, som spiller på kampe hver måned eller oftere, består i høj grad af mænd (89%), som er sportsinteresserede (69% mod 28% af befolkningen). De er også flere i målgruppen, som har en interesse for computere og it (40%) samt erhverv og finans (36%) end i befolkningen generelt.

Både hvad angår spillefrekvens og forbrug adskiller målgruppen sig markant fra flertallet. 46% spiller hver uge mod 5% af befolkningen, og 18% bruger 600 kr. eller mere på spil om måneden mod 4% af befolkningen.

Målgruppen er både drevet af spænding (50% mod 21% af befolkningen) og et ønske om at vinde penge (60% mod 39% af befolkningen), når de spiller.

Oddset fra Danske Spil er favoritten, når der skal spilles på kampe (33%), men der spilles også via udenlandske spiludbydere. Her er favoritterne Bet365, som 16% anvender sammenlignet med 3% af befolkningen samt UNIBET, som 13% anvender.

Om undersøgelsen

I Danmark sammenligner BrandIndex mere end 360 brands. Hver dag interviewer YouGov BrandIndex 200 personer, der er repræsentative for den generelle befolkning, og spørger dem om deres holdninger til forskellige varemærker.

Data er indsamlet i en periode på 12 uger med afslutning 15. marts 2019, hvor 1340 personer 18+ er blevet interviewet.

*YouGov Profiles er vores segmenteringsværktøj, som skaber unikke muligheder for at kortlægge og udforske en befolkningsgruppe og sammenligne forskellige befolkningsgrupper i detaljen.

https://yougov.dk/find-solutions/brandindex/

https://yougov.dk/find-solutions/profiles/

Image: Getty

Læs vores community-regler, før du opretter et opslag.