Danskerne vil være mest stolte af at arbejde for Lego

Danskerne vil være mest stolte af at arbejde for Lego

Hvilke varemærker vil danskerne være mest stolte af at arbejde for? YouGov BrandIndex lancerer ranglisten over varemærker med det bedste omdømme i 2019.

Hver dag interviewer YouGov BrandIndex personer, der er repræsentative for den generelle befolkning, og spørger dem om deres holdninger til forskellige varemærker. En af parametrene er omdømme, som måler, i hvilken grad danskerne ville være stolte eller flove over at arbejde for et varemærke.

Top 10 over omdømme

Lego topper igen i år YouGov BrandIndex’ liste over varemærker, som danskerne ville være mest stolte over at arbejde for med en omdømme-score på 47,1. Bang og Olufsen indtager andenpladsen med en omdømme-score på 38,0, mens Mercedes-Benz snupper tredjepladsen med en score på 35,8.

Mercedes-Benz har fået selskab af hele tre andre bilbrands på årets omdømme-liste, nemlig Audi på fjerdepladsen, BMW på femtepladsen og Volvo, som er ny i top 10, på syvendepladsen.

Ud over Volvo byder årets omdømme-ranking også på en anden nyhed, nemlig DR som indtager tiendepladsen med en score på 27,1.

Højdespringere i omdømme

Største stigninger i omdømme

Listen med de største stigninger i omdømme byder på brands fra forskellige brancher som ofte er udskældte, herunder tabloid-aviser, banker, offentlig transport og discount supermarkeder. Fælles for flertallet af brands på listen er da også, at de i 2019 stadig ender med en negative omdømme-score, der er altså flere danskere, der ville være flove over at arbejde for dem end stolte, men de har alle forbedret deres omdømme væsentligt.

Årets omdømme-højdespringer adskiller sig dog fra denne beskrivelse. Ørsted har forbedret sin score med 5,5 point fra 7,6 i 2018 til 13,1.

Gruppen som ville være stolte af at arbejde for Ørsted

Vi har set nærmere på, hvordan befolkningsgruppen, som ville være stolte over at arbejde for Ørsted, adskiller sig fra den generelle voksne befolkning ved hjælp af segmenteringsværktøjet YouGov Profiles.

Det er primært mænd mellem 18-29 år i hovedstaden, som vil være stolte over at arbejde for Ørsted. De har i højere grad end gennemsnittet en lang videregående uddannelse og en høj personlig indkomst i den højere ende. De er også mere interesserede i økonomi, erhverv og finans samt videnskab end gennemsnittet, og skal man fange deres opmærksomhed kan reklamer på busser eller ved busstoppesteder være en god ide.

Om rankingen

BrandIndex er en daglig tracking af danskernes opfattelse af 430 brands. Hver dag interviewer YouGov BrandIndex 200 personer, der er repræsentative for den generelle befolkning, og spørger dem om deres holdninger til forskellige varemærker.

Omdømme-scoren beregnes ved, at man spørger, hvilke varemærker man ville være stolt af at arbejde for, og hvilke man ville være flov over at arbejde for. Netscoren beregnes som positive minus negative tilkendegivelser fra 1. april 2018 til 31. marts 2019.

Oversigten over varemærkerne med den største stigning i omdømme-score viser de varemærker, der har de største stigninger i omdømme-score fra 1. april 2018 til 31. marts 2019 sammenlignet med samme periode året før.

YouGov Profiles er vores segmenteringsværktøj, som skaber unikke muligheder for at kortlægge og udforske en befolkningsgruppe og sammenligne forskellige befolkningsgrupper i detaljen.

https://yougov.dk/find-solutions/brandindex/

https://yougov.dk/find-solutions/profiles/

Se flere rankings her

Image: Getty

Læs vores community-regler, før du opretter et opslag.