Danskerne går i en bue uden om facere

Danskerne går i en bue uden om facere
af

Halvdelen af alle danskere går i en bue uden om gadehververe, også kaldet facere, der skal få folk til at melde sig ind i eller støtte en NGO. Det viser YouGovs årlige NGO-undersøgelse.

YouGovs årlige NGO-rapport har gennem en årrække belyst danskernes holdning til hjælpeorganisationer og patientforeninger.

Rapporten viser, at der er en stor opbakning til patientforeninger og hjælpeorganisationer i befolkningen. 87% har doneret penge til hjælpeorganisationer og patientforeninger inden for de seneste 3 år, og flertallet af danskere er fortsat motiverede til at støtte med penge. 3 ud af 5 (60%) er motiverede til at støtte hjælpeorganisationer med pengebeløb, og halvdelen af befolkningen (48%) er motiverede i nogen eller i høj grad til at støtte patientforeninger med pengebeløb.

Top 10

Kræftens Bekæmpelse er den organisation flest ville donere 100 kr. til efterfulgt af Børnecancerfonden og Læger uden grænser. 

Opsøgende kontakt

Selv om danskerne gerne vil støtte, er de generelt negativt indstillede over opsøgende kontakt fra hjælpeorganisationer og patientforeninger.

Facere

At danskerne er trætte af facere understreges af, at de fem negative udsagn omkring facere, som YouGov har bedt danskerne om at tage stilling til, får topplaceringerne. Halvdelen af befolkningen (49%) går således i en bue uden om facere. 44% mener, facere er irriterende, og for hver tredje (33%) virker det negativt på deres holdning til den organisation, de hverver for.

Kun 8% synes, det er fint og 5% mener, det er en god måde at opnå støtte/nye medlemmer.

Holdninger

Ligesom facere irriterer det også danskerne, når organisationer ringer dem op for at opnå deres støtte. Hver tredje (34%) mener, det burde forbydes, og 2 ud af 5 (38%) oplever, at opkald fra organisationer har negativ indflydelse på deres opfattelse af den organisation, der bliver ringet fra.

Om undersøgelsen

YouGov laver hvert år en analyse af danskernes holdninger til danske hjælpeorganisationer og patientforeninger. Årets rapport har seks overordnede temaer:

  • NGO’er generelt (herunder kendskab, holdninger og adfærd)
  • Hjælpeorganisationer (herunder kendskab, holdninger og adfærd)
  • Patientforeninger (herunder kendskab, holdninger og adfærd)
  • Opsøgende kontakt
  • Frivilligt arbejde
  • Arv og testamente

Undersøgelsen er baseret på 2000 interview med repræsentativt udvalgte personer fra YouGov Panelet i alderen 18+ år. Data er indsamlet fra perioden 3. til 13. maj 2019.

Læs mere om undersøgelsen her: https://yougov.dk/find-solutions/reports/ngo

Læs vores community-regler, før du opretter et opslag.