Magasin er danskernes shopping-favorit

Magasin er danskernes shopping-favorit
af

Magasin er det shopping-center, danskerne har det bedste overordnede indtryk af, men der er stor forskel på præferencerne rundt om i landet.

De danske shopping-centre har haft salgsvækst og vokseværk i en række år, og særligt i hovedstaden, hvor flertallet af landets største shopping-centre er placeret, har beboerne mange valg. Men handler danskerne egentlig i shopping-centre af lyst eller nød, og hvilke shopping-centre foretrækker de?

YouGov har set nærmere på danskernes generelle holdning til shopping-centre, som splitter danskerne. Mere end en tredjedel af danskerne (36%) kan slet ikke eller i meget lav grad lide at besøge shopping-centre, mens samme andel (37%) kan lide det i nogen grad, og hver fjerde (26%) i høj eller i meget høj grad. 

Holdning til shopping-centre

De unge under 40 og kvinder kan generelt bedre lide at besøge shopping-centre end mænd og befolkningen over 40 år. 34% af de 18-39 årige kan i høj eller meget høj grad lide besøget i shopping-centret mod 22% af de 40+ årige. På samme vis kan 71% af kvinder i nogen til i meget høj grad lide shopping-centre mod 54% af mænd.

Hvilke shopping-centre foretrækker danskerne så?

Overordnet indtryk

Magasin, som har filialer i landets største byer ligger suverænt i toppen af rankingen målt på positivt indtryk. 39% af danskerne har et positivt indtryk af Magasin. Fields ligger på andenpladsen sammen med Salling. 28% af danskerne har et positivt indtryk af de to centre. Der er dog flere danskere (7%), som har et negativt indtryk af Fields end af Salling (2%).

Rankingen dækker over store regionale forskelle: 

Regionale forskelle

I Nordjylland er Aalborg Storcenter den ultimative favorit. 65% af nordjyderne har et overordnet positivt indtryk af Aalborg Storcenter, som dermed lægger luft til nærmeste konkurrent, Salling, som 50% af nordjyderne har et positivt indtryk af. Magasin har til gengæld ikke helt nordjydernes gunst i samme omfang som på landsplan. Magasin må lade sig nøjes med tredjepladsen med 30% i positivt indtryk.

Bruuns Galleri er midtjydernes favorit. 52% har et positivt indtryk af storcentret fulgt af Salling (45%) og Magasin (41%).

I hovedstadsområdet indtager Magasin en klar førsteplads, da 47% har et positivt indtryk af Magasin. Frederiksberg Centret indtager andenpladsen (43%) og Lyngby Storcenter tredjepladsen (40%). Fields og Fisketorvet kæmper om fjerdepladsen. 36% af hovedstadens indbyggere har et positivt indtryk af de to shopping-centre.

I region Sjælland er Næstved Storcenter og Ro’s Torv favoritterne. 40% har et positivt indtryk af de to shopping-centre. Tredjepladsen indtages til gengæld af en af hovedstadens største shopping-centre, Fisketorvet, som 36% har et positivt indtryk af.

Fisketorvet, Rødovre Centrum og Fields klarer sig alle godt uden for de regioner, de er placeret, målt på det overordnede indtryk.

Trods regionale forskelle kan Magasin samlet set glæde sig over en flot placering, og på spørgsmålet om, hvilket shopping-center danskerne vil overveje at besøge på næste shoppe-tur ligger Magasin også i toppen med 23% i besøgsovervejelsesgad.    

Om undersøgelsen

YouGov har undersøgt holdningen til shopping-centre og spurgt til kendskab og indtryk af de største danske shopping-centre i Danmark. Undersøgelsen er baseret på 1000 interview med repræsentativt udvalgte personer fra YouGov Panelet i alderen 18+ år. Data er indsamlet fra perioden 28. til 30. oktober 2019.

Læs vores community-regler, før du opretter et opslag.