Hvilke offentlige organisationer taler vi pænest om?

Hvilke offentlige organisationer taler vi pænest om?

DMI topper YouGov PublicIndex’ liste over offentlige instanser, der har fået mest positiv omtale herhjemme, mens SKAT får en bundplacering.

YouGovs PublicIndex afdækker danskernes opfattelse af de større styrelser, råd og udvalg i Danmark. En af de parametre, som YouGov PublicIndex måler på, er omtale.

YouGov PublicIndex

Danskerne er vilde med at tale om vejret, og DMI’s hjemmeside er blandt de mest besøgte med over 500 mio. sidevisninger om året. Derfor er det heller ikke overraskende, at Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) topper listen over offentlige organisationer, der har fået mest positiv omtale herhjemme. DMI, som kommer ud med en omtalescore på 13, ligger også højt placeret målt på det overordnede indtryk, viser YouGov PublicIndex.

Andenpladsen går til Danmarks Statistik (omtalescore: 10), som også er hyppigt citeret i de danske medier, mens tredjepladsen går til Naturstyrelsen (omtalescore: 9), som forvalter vores fælles natur, og derfor er en af de instanser, danskerne hyppigt møder i brochurer og på informationsskilte, når de skal ud i naturen. Naturstyrelsen scorer også højt, når danskerne skal vurdere, hvilke organisationer, der udgør en høj samfundsmæssig værdi.

En række organisationer har en meget lav score mellem -3 og 3, da mere end 90% af danskerne hverken mindes at have hørt positiv eller negativ omtale af dem i den seneste tid.

Danskerne er til gengæld ikke i tvivl, når det kommer til omtale af SKAT, som de seneste år været præget af en lang række skandaler. SKAT ligger i bunden af listen med en samlet omtalescore på -32, mens Banedanmark, som har fået meget kritik grunde sporarbejde, ligger næstlavest med en score på -17.

Om YouGov PublicIndex

Rankingen er udarbejdet ved hjælp af YouGov PublicIndex, som er en omdømme-tracker, der afdækker danskernes opfattelse af 30+ af de større styrelser, råd og udvalg i Danmark.

Rankingen er baseret på 2096 interview med repræsentativt udvalgte personer i alderen 18+ år fra YouGov Panelet. Data er indsamlet fra 2. september til 31. oktober 2019.

Se også vores artikel fra maj 2019: Her er danskernes foretrukne offentlige organisation

Læs mere om YouGov PublicIndex her

Image: Getty

Læs vores community-regler, før du opretter et opslag.