Størstedelen af nyhedsforbrugere bekymrer sig om vildledende information på nettet

Størstedelen af nyhedsforbrugere bekymrer sig om vildledende information på nettet
af

YouGov og Reuters Instituttets årlige undersøgelse om nyhedsforbrug i 40 lande afslører en stor bekymring om vildledende information online.

Hvert år gennemfører YouGov i samarbejde med Reuters Institute for the Study of Journalism en international undersøgelse, der belyser forbrug af nyheder kloden over.  

Undersøgelsen viser, at forbrugere globalt set udviser stor bekymring over for vildledende information på nettet. 56% af vores stikprøve på mere end 80.000 voksne siger, at de bekymrer sig om, hvorvidt online nyheder er sande eller falske – og de er særligt bekymrede, når det kommer til falske udsagn fra politikere.

(Mis-)informationens tidsalder

Fire ud af ti (40%) bekymrer sig mest om falsk eller vildledende information fra politikere online. I maj 2020 begyndte Twitter at markere bestemte posts fra Donald Trump og andre politiske ledere som ”potentielt vildledende” – kulminationen på en debat omkring, hvorvidt platformen skulle gribe ind mod hans angiveligt falske udsagn, der dateres tilbage til valget i 2016.

Over halvdelen af de adspurgte (52%) mener, at nyhedsmedier bør rapportere det, når politikere kommer med vildledende informationer online, fordi det er vigtigt at vide, hvad politikeren sagde. Kun tre ud af ti (29%) mener, at det ikke bør fremhæves, fordi det kan give politikeren uberettiget opmærksomhed.

Ud over politikere bekymrer de globale forbrugere sig mest om misinformation fra aktivister (14%), journalister (13%) og almindelige mennesker (13%). Kun en tiendedel (10%) bekymrer sig mest om udenlandske regeringer, der spreder falske nyheder.

Rapporten indikerer, at tiltroen til globale medier fortsat falder. Mindre end fire ud af ti (38%) svarer, at de har tillid til de fleste nyheder det meste af tiden – et fald på fire procentpoint i forhold til sidste år – mens mindre end halvdelen (46%) har tillid til nyheder, de selv forbruger. En tredjedel (32%) har ikke tillid til online-søgninger, mens en femtedel (22%) ikke har tillid til sociale medier.

Hvordan foretrækker globale forbrugere deres nyheder?

Når det kommer til de globale forbrugeres nyheds-præferencer, foretrækker seks ud af ti (60%), at nyhedsmediet ikke udtrykker deres holdning til de nyheder, de bringer, sammenlignet med 28%, som foretrækker, at nyhedsmediet deler deres holdning.

Vores data fra januar viser, at der har været signifikante stigninger i andelen af forbrugere, der betaler for online nyheder i en række markeder. Men der er stor forskel på, hvilke nyheder forbrugerne betaler for.

Click to enlarge

I Norge betaler fire ud af ti (42%) eksempelvis for online nyheder, hvoraf næsten to tredjedele (64%) betaler for lokale aviser. Halvdelen af nordmændene (49%) siger, at de ville savne lokale aviser, hvis de forsvandt, og en lignende andel af tyskere (54%) siger det samme. Men regionale nyheder nyder ikke samme støtte kloden over. I Storbritannien, for eksempel, betaler hhv. fire ud af ti (39%) og en femtedel (20%) for de nationale aviser The Times og The Telegraph, mens kun en fjerdedel (25%) ville savne deres regionale aviser, hvis de forsvandt.

Coronavirussens indflydelse

Fra den supplerende april-undersøgelse, som var begrænset til seks lande, fremgik det, at forbrugerne brugte en række platforme og tjenester til at opsøge information om coronavirus efter pandemiens udbrud.

En fjerdedel (24%) af de adspurgte sagde, at de brugte WhatsApp til at opsøge eller dele nyheder om COVID-19, mens en femtedel (18%) tog del i en support- eller diskussionsgruppe på enten Facebook eller WhatsApp med folk, de ikke kendte, med det formål at tale om virussen. Halvdelen (51%) deltog i disse grupper med folk, de kendte, for eksempel venner, familie og kolleger.

Download den fulde rapport her

Læs vores community-regler, før du opretter et opslag.