Europæiske forbrugere har ændret indkøbsvaner siden pandemiens udbrud 

Europæiske forbrugere har ændret indkøbsvaner siden pandemiens udbrud 

Vi har undersøgt mere end 10.000 mennesker i 9 forskellige europæiske landes syn på mad, dagligvareindkøb og bæredygtighed.

Vi har også spurgt europæerne, hvordan det øgede fokus på hygiejne under COVID-19 har påvirket deres indkøbsvaner. 

Klik her for at læse mere og downloade whitepaperet 

Hvad vægter europæerne højest, når de køber dagligvarer? 

Kigger man nærmere på europæernes kriterier for dagligvareindkøb, finder man topkriterier som produktets kvalitet (88%) og gode priser (82%). 

Bæredygtighed vægtes således mindre vigtigt (53%), men der er betydelige forskellige landene imellem. Italienere (72%), tyrkere (72%) og spaniere (70%) vægter i højere grad bæredygtigt producerede varer, mens dette er mindre vigtigt for befolkningen i Norge (29%), Danmark (39%) og Finland (41%). 

For 57% af europæerne er social og miljømæssig ansvarlighed et kriterie. 63% nævner udvalget af lokalproducerede varer – dette gælder særligt italienere (80%) og spaniere (79%). 

Hvordan afspejles de europæiske forbrugeres holdning til bæredygtighed i deres hverdag og forbrug? 

I en europæisk sammenhæng er befolkningerne i Tyrkiet (77%), Italien (77%) og Frankrig (67%) mest tilbøjelige til at svare, at overvejelser omkring bæredygtighed og miljø påvirker deres mad- og indkøbsvaner. I de nordiske lande er folk langt mindre tilbøjelige til at svare det samme – 63% af nordmænd og 50% af danskere angiver således, at overvejelser om bæredygtighed ikke påvirker deres mad- og indkøbsvaner. 

Coronapandemiens indflydelse på dagligvareindkøb 

Under pandemien har mange forbrugere ændret købsadfærd. 1 ud af 4 europæere angiver således, at de køber større mængder af mad (26%) og oftere køber nonfoodprodukter (såsom tøj, kosmetik og plejeprodukter) online (25%), siden coronapandemiens udbrud. 

I undersøgelsens 9 lande svarede 32% af dem, der normalt bruger lang tid på dagligvareindkøb i fysiske butikker desuden, at de bruger mindre tid på disse indkøb nu. 

Overraskende nok overgår antallet af forbrugere, der angiver, at de bestiller færre færdigretter via en leveringsservice, siden pandemiens udbrud, antallet af dem, der angiver, at de gør det oftere: 23% vs. 12%. 

Nationale forskelle  

Ser man nærmere på undersøgelsens enkelte lande, er der store nationale forskelle.  

Tyrkere ligger konsekvent i top, når det kommer til at gøre følgende oftere: købe dagligvarer online (39%), bestille færdigretter (22%), købe stort ind (38%), købe større mængder af mad (fordi man spiser mindre ude på restaurant) (47%) og købe nonfoodprodukter online (49%). 

Sammenlignet med det europæiske gennemsnit er franskmænd (24%) og spaniere (20%) mere tilbøjelige til at svare, at de sjældnere køber dagligvarer online siden corona. Det samme gør sig gældende for færdigretter, hvor hhv. 32% og 31% angiver, at de sjældnere køber færdigretter, og online nonfoodprodukter (25% og 27%). 

Klik her for at læse mere og downloade whitepaperet  

Om undersøgelsen 

Undersøgelsen er baseret på interview med 10.467 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18+ år fra YouGovs panel i perioden 26. januar - 12. februar 2021. Heraf 1.025 i Danmark, 1.194 i Finland, 1.092 i Frankrig, 1.028 i Italien, 1.019 i Norge, 1.014 i Sverige, 1.055 i Spanien, 2.052 i Tyskland og 1.004 i Tyrkiet.  

Læs vores community-regler, før du opretter et opslag.