Hvilke ejendomsmæglerkæder får mest opmærksomhed?

Hvilke ejendomsmæglerkæder får mest opmærksomhed?
af

EDC og home er de danske ejendomsmæglerkæder, der har fået mest opmærksomhed på det stærk ophedede danske boligmarked i løbet af det sidste år.

Under coronakrisen har det danske boligmarked boomet, og flere ejendomsmæglerkæder har mærket ”coronaeffekten”, hvor coronakrisen har fungeret som en trigger for folk, der i forvejen har overvejet et boligkøb.  YouGov har set nærmere på, hvilke ejendomsmæglerkæder, der har fået mest opmærksomhed gennem det sidste år.

Når det kommer til opmærksomhed, deler home og EDC førstepladsen. Et gennemsnit på 18,4% af danskerne har således hørt positiv eller negativ omtale af disse kæder gennem reklame, nyheder, mund-til-mund eller venner og familie i løbet af det sidste år.

På tredje- og fjerdepladsen finder man Nybolig (15,3%) og danbolig (13,2%). Fra de fire store ejendomsmæglerkæder er der et stykke ned til kæder som Estate og Realmæglerne, der kæmper om femtepladsen med en opmærksomhedsscore på hhv. 6,2% og 6%.

Omtalen har dog ikke ligget stabilt hele året. Mens EDC lå højest i foråret og starten af sommeren 2020, fik home mest omtale i efteråret og videre over i vinteren 2021.

Danskerne har det bedste indtryk af EDC

Kigger man på, hvilke ejendomsmæglerkæder, danskerne har det overordnede bedste indtryk af, tager EDC prisen med en score på 28,8. Det overordnede indtryk beregnes ved, at man spørger, hvilke varemærker man har et overordnet positivt indtryk af, og hvilke man har et negativt indtryk af. Netscoren beregnes som positive minus negative tilkendegivelser.

Home følger lige i hælene på EDC med en score på 27,9, mens Nybolig indtager tredjepladsen (24,6), og danbolig løber med fjerdepladsen (21,7).

Om rankingen

I Danmark sammenligner BrandIndex mere end 450 brands. Hver dag interviewer YouGov BrandIndex 200 personer, der er repræsentative for den generelle befolkning, og spørger dem om deres holdninger til forskellige varemærker.

Impression-scoren beregnes ved, at man spørger, hvilke varemærker man har et overordnet positivt indtryk af, og hvilke man har et negativt indtryk af. Netscoren beregnes som positive minus negativ andel.

Attention-scoren beregnes ved, at man spørger respondenterne, om de i løbet af de seneste to uger har hørt noget positivt eller negativt om et bestemt varemærke gennem reklame, nyheder, mund-til-mund eller venner og familie. Netscoren beregnes som positiv minus negativ andel. Data er fra 1. marts 2020 til 28. februar 2021.

Photo by Kindel Media from Pexel

Læs vores community-regler, før du opretter et opslag.